søndag den 15. januar 2012

De sidste suk fra en dejlig weekend.

En skøn, skøn weekend er ved at være slut. Torsdag og fredag stod den på kemilæsning og -opgaver, så jeg havde helt fri til at få besøg af Anne-Sophie fredag aften og det meste af lørdag. Vi tog i Gaden fredag aften og drak os tilpas fulde i drinks på Saltlageret og fik danset - ikke helt så meget, som vi gerne ville, men til gengæld snakkede vi en hel del. Da vi kom tilbage til lejligheden og stod i opgangen, kom en pige forbi os med en McD-pose, og Anne-Sophie udbryder: "Vi har jo helt glemt at tage på McDonald's!" Ud igen og ned på McD. Da vi stod i kø, er der pludselig en fyr, der udbryder til Anne-Sophie, "Fuck, du har en fræk stemme!" Hans wingman (der ikke var en særlig god wingman!) ødelagde det derimod ved at sige, "ja, hvis bare du ikke havde de der sorte sække på benene." Anne-Sophie havde en rigtig fin buksedragt på, men ja. Mænd er nu engang mænd. Vi sad ovenpå og spiste, da de to fyre kommer op og sætter sig ved vores bord, under påskuddet om, at der jo ikke var plads andre steder. Der sad vist to ved ét af de andre borde... Men det var nu meget hyggeligt. Ham den første blev ved med at lægge an på Anne-Sophie, og han forstod ikke rigtig hendes milde afvisninger. Hun har en kæreste, men for at gøre det hele lidt sjovere, bildte hun ham ind, at hun var til piger. Vi havde begge regnet med, at han ville reagere med, at han kunne "omvende" hende, for hun havde jo aldrig prøvet ham, tøhø. Men nej. Han accepterede det og sagde i stedet, at han ville elske at tage i byen med hende og kigge på damer. Det kan godt være, man skulle have været der, for det var i hvert fald skægt på det givne tidspunkt! 

I går blev brugt på så lidt som muligt. Anne-Sophie havde lavet en grovbolledej aftenen før, så der var lune boller til morgenmad, og vi havde været forudseende og købt chips og cola, da vi skulle ned og hente noget til aftensmaden fredag. Derfor kunne vi bare slappe af og nyde hinandens selskab, lige indtil hun blev hentet og skulle til en julefrokost. Jeg bliver altid i så godt humør, når jeg er sammen med hende, og jeg er virkelig glad for, at hun var modig nok til at spørge efter mit nummer, da vi for halvandet år siden stødte på hinanden på mit gamle arbejde. 

Om aftenen valgte jeg bare at slappe af og stene, for det var alligevel begrænset, hvor meget kemi jeg manglede, så det måtte laves i dag. Jeg har derudover også fået vasket tøj, været ovre og løbe i en halv time og vasket op - alt sammen inden den lækre aftensmad, der bestod af kyllingefileter krydret med salt, All Round krydderi og paprika, samt ovnstegte rodfrugter (jordskokker, rødbeder, gulerødder, løg, hvidløg og ingefær) krydret med timian og salt med olivenolie hældt over sig ... mmh. Det havde fået lige tilpas det hele, så jeg er dejligt mæt nu. Den smule opvask aftensmaden efterlod, er også taget, så jeg kan igen i aften bare slappe af på sofaen. Desværre kommer der ikke rigtig noget godt i tv, så vidt jeg kan se, men man kan vel altid sætte en film på. Jeg ville gerne læse en bog, men jeg gider ikke starte på den, når jeg højst sandsynligt først får tid til at læse videre efter den 25., hvor jeg har været til P1-eksamen. Anden semester starter dog først den 1. februar, så jeg kunne godt finde på at begynde på den efter sidste eksamen. Eventuelt Tænk på et tal af John Verdon.

Ha' en god aften alle sammen!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Smid en kommentar, hvis du har noget på hjerte, så vil jeg forsøge at svare hurtigst muligt. :)